Søvn er den perfekte slankekur

Det lyder måske pudsigt, men søvn bør faktisk være en del af enhver slankekur. Ikke at forstå på den måde, at du kan sove dig fra et vægttab. Men du kan komme til at modarbejde dit ønske om at tabe dig, hvis du sover for lidt, for der følger nogle fysiske og mærkbare konsekvenser i kølvandet af søvn­mangel.

Forbrændingen sænkes, mens madlysten øges
For det første sænkes forbrændingen, når vi sover for lidt – og ikke kun på lang sigt. Det kan måles allerede efter én nats søvnmangel. Et studie af en gruppe unge svenskere, der holdt sig vågne en hel nat – men kun én – viste, at de den følgende dag brugte hele 20 % mindre energi på de mest basale livsfunktioner som åndedræt og fordøjelse.

Samtidig øges lysten til mad, hvilket næppe er hensigtsmæssigt under en slankekur. Men det sker helt automatisk, fordi organismens produktion af de såkaldte ”sult- og mætheds-hormoner” (ghrelin og leptin) reduceres. En undersøgelse viser, at folk, der skar blot halvanden time af deres nor­male søvn, i gen­nem­snit indtog 549 kalorier ekstra den næste dag – måske som et instinktivt for­søg på at få energien op? Det kan i hvert fald konstateres, at energi og ydeevne reduceres markant, når man er træt. Folk med søvnmangel er ikke nær så fysisk aktive som de, der er veludhvilede – mens det modsat har vist sig, at en god nats søvn øger energioverskuddet. Selv hos dem, der har været fysisk aktive hele dagen på deres arbejde.

Det er dog ikke kun slankekure, der mistrives med for lidt søvn. Der kan også ske alvorligere ting. Læs også vores artikel om din madras slanker og gode råd til søvnbesvær.

Øget risiko for diabetes og hjertesygdomme
Søvnmangel kan svække immunforsvaret og øge risikoen for diabetes og hjertesygdomme.

Et amerikansk studie, der løb over 15 år, viste, at folk der sov mindre end seks timer hver nat hav­de dobbelt så stor risiko for at udvikle diabetes. Et andet studie viste, at folk der sjældent fik mere end fem timers søvn om natten, havde øget risiko for hjerte-karsygdomme, mens endnu en under­sø­gelse, foretaget over en 16-årig periode, viste, at kvinder der fik mindre end fem timers søvn om natten havde 15% større risiko for at blive stærkt overvægtige.

De fleste har brug for 7-8 timers søvn
Konklusionen på både disse og tilsvarende studier er, at man kan komme til at sabotere sit slan­ke­projekt ved at glemme at indtænke søvnen. Men er du en natteravn, skal du dog ikke fra den ene dag til den anden springe til at gå i seng, flere timer før du plejer. Start med et kvarter eller en halv times tidligere start på natten, og hold det en uge før du tager lidt mere af dagen. Så er chan­cerne for, at du kan ændre dine dårllige søvn­vaner og få skabt en ny og bedre søvnrytme, meget bedre – og du vil sikkert tabe de ønskede overskudskilo lidt hurtigere.

Hvis, bør det måske tilføjes, dit sovemiljø i øvrigt er befordrende for en god nattesøvn – dvs. at rum­tem­peraturen er passende kølig, at der er mørkt i soveværelset, at din madras og sengetøj er i en passende kondition. Har du ligget på den samme madras i mange år, bør du måske overve­je, om det er ved at være tid til at skifte den ud.

Kilde: blog.myfitnesspal.com

Du er altid velkommen til at kontakte kundeservice, hvis du har spørgsmål
Mandag til torsdag 10-16 • Fredag 10-15:30 • Telefon: 77 34 21 10

Powered by FocalScope