Søvn som gravid

Det er utroligt vigtigt at få rigeligt med søvn som gravid, men desværre er det oftere lettere sagt end gjort, at få sovet de nødvendige 8-9 timer i døgnet. I denne artikel hjælper vi dig med den rette sovestilling og giver dig 7 konkrete tips, som alle kan hjælpe til en bedre nattesøvn som gravid.

Denne artikel er udarbejdet af Babyhelp.dk, hvor du kan finde flere guides til en lettere hverdag med børn. Besøg siden her.

Du vender dig irriteret i sengen, så du kan se de lysende tal på displayet af digitaluret ved siden af dig. 02:17 står der. Det betyder, at du nu har ligget og kæmpet for at falde i søvn i et par timer eller tre, hvilket gør dig endnu mere irriteret, end du allerede var i forvejen. Selvom din gravide krop er fuldstændigt udkørt, insisterer din hjerne på at filosofere over tilværelsens store og små spørgsmål:

“Hvordan bliver mit liv, nu hvor jeg skal være mor?
“Kan jeg mon finde ud af at opdrage et barn?”
“Hvilken farve skal væggene på børneværelset have?”

Og mange andre lignende spørgsmål, som godt nok er ganske relevante, men som ikke kommer særligt belejligt, nu hvor du forsøger at få dig noget tiltrængt søvn.

Det er ikke udelukkende tankemylderet, som giver trafikprop på de små veje i hovedet på dig, som kommer i vejen for søvnen. Den store gravide mave kan gøre det svært at ligge ordentlig og behageligt i sengen, uro i benene kan forstyrre, babyen kan sparke og en øget tissetrang tvinger dig ud af fjerene i tide og utide.

En god nattesøvn som gravid er dog langt fra utopi. Benytter du den rigtige sovestilling og følger du vores 7 tips til bedre nattesøvn, kan du sagtens forvente at vågne veludhvilet op hver morgen i løbet af din graviditet.

Den rigtige sovestilling som gravid
Folk omkring dig er sikkert vildt begejstrede for at se på og røre ved din store struttende gravide mave. Du deler dog ikke nødvendigvis deres begejstring, for efter at have slæbt rundt på den i flere måneder, er du sikkert blevet ret træt af, at den ofte er i vejen. Helt simple ting, som eksempelvis at bøje sig for at samle noget op fra gulvet, kan være en noget nær en umulig opgave, når man har en større sæk end Julemanden d. 24. december.

Særligt irriterende og forstyrrende er maven ofte i forbindelse med søvn, hvor den ikke just giver dig frit valg på alle hylder, når det kommer til sovestillinger.

Sov på maven
Er du vant til at sove på maven, er du i den grad udfordret. Først og fremmest kan det dårligt lade sig gøre, da du især hen mod slutningen af graviditeten, vil have så stor en vom, at det at ligge på maven vil føles som at sove ovenpå en badebold. Ikke ligefrem rart og behageligt. Samtidig er det heller ikke en sovestilling som anbefales, da din kropsvæg kommer til at presse på din mave og barnet, hvilket ikke er specielt rart.

Sov på ryggen
“Hvis man ikke kan ligge på maven, så kan man vel i det mindste tage en skraber på ryggen”, tænker du måske. Du kan godt sove på ryggen, men det er faktisk heller ikke ideelt for gravide. Der findes kvinder, som oplever svimmelhed når de ligger på ryggen, hvilket selvsagt ikke er behageligt.

Særligt sidst i graviditeten, hvor maven er stor, rund og tung, kan livmoderen risikere at trykke på og blokere for blodkar langs med rygsøjlen. Det er ikke noget du eller baby tager skade af, men presset på blodkarene kan give et lavere blodtryk, hvilket ofte resulterer i at mor bliver svimmel og utilpas.

Sov på siden - den mest optimale stilling som gravid
Når du er gravid, så er den bedste sovestilling at ligge på siden, da kroppen så får den rette aflastning. Når du ligger på siden, støttes både skulder og lænd, hvilket kan give en mere rolig søvn i sidste ende. Du kan med fordel tage en pude mellem benene for større aflastning.

Du er altid velkommen til at kontakte kundeservice, hvis du har spørgsmål
Mandag til torsdag 10-16 • Fredag 10-15:30 • Telefon: 77 34 21 10

Powered by FocalScope